Et begyndende hverdagsmønster

Min mama laver havregrød til mig hver morgen, der serveres med frisk frugt og colombiansk kaffe. Lækkert!
De første dage var hårde med savn af familie, venner og Danmark, men jo bedre jeg falder til, jo mindre tænker jeg på det derhjemme.

Selvom jeg for en 1.ger var ret dygtig til spansk, så er det frustrerende ikke at kunne forstå alt hvad de siger eller fortælle alt hvad jeg gerne vil. Det bliver lidt med tegninger og lydord, men jeg fanger nye ord hver dag, og er tvunget ud i det, da mine forældre, og generelt Colombias befolkning, ikke taler engelsk.

Vi har selvfølgelig hushjælp, det har de fleste, så jeg løfter ikke en finger. Tøjet bliver vasket, morgenmad og frokost serveret og ryddet af, hele huset rengjort og min seng redt hvis jeg glemmer det.
Det følels lidt hovent bare at forvente at alt bliver gjort, men mine værtsforældre beder mig om at lade ting ligge. Jeg har vist allerede vænnet mig godt til den del.

Her er min by, Tuluá, ved eftermiddag og smuk aften.

Jeg tager meget rundt og besøger folk (jeg bliver selvfølgelig kørt - alle steder) og holder af at se hvor forskelligt man bor her. Det er så tydeligt at se på husene, hvilken samfundsklasse man tilhører. Om man bor i et rækkehus i byen, et større rækkehus i byen eller om man hører til boligområderne med egen pool og portvagt.

Her spiller jeg Rommi-Q, hjemme hos en fra Rotary.

Trafiksikkerhed i Colombia er ikke eksisterende. Desværre betyder det også, at her sker en del uheld.
Her er vanvittigt; det er kun de forreste i bilerne, der har sikkerhedsseler, hjelm er dog obligatorisk for at køre scooter/motorcykel - den behøves bare ikke at være spændt.. Det tog mig et par dage at regne ud, hvorfor vi altid zig-zaggede os igennem gaderne i Tuluá, men de fleste er ensrettede, så har man kørt forkert skal man lige i en firkant rundt om blokken for at prøve igen. I krydsene kører man, når man synes at de andre har haft lov længe nok. Og så er der i Tuluá (ikke så meget i de større byer) scootere overal, I fatter ikke hvor mange der er(!), og hestevogne.
Og hvorfor ikke tale i telefon, imens man har tre personer (og en hund!) bagpå scooteren, eller køre 8 personer i en bil til 5 med en 16 årig (minimumsalder) bag rettet..

Der er så stor forskel på Danmark og Colombia, at det næsten ikke kan beskives. Bare den måde folk tænker og agerer på, og hvad der for dem er vigtigt.
Den måde de kindkysser, krammer og spørger 17 gange om hvordan man har det hver gang man hilser, den måde gamle som voksne altid synger med på en god sang i radioen, den måde alting skal være farverigt og parfumeret og det, at husenes facader altid er yndige og at det alligevel er lige meget at mursten, mørtel og ledninger stikker ud på siden af husene. Bare for at nævne et par stykker :-)