Weekend-historier

Det kære sydamerikanske folk er så åbent og dejligt, men - til trods for at mange bruger armbåndsur - er de bestemt ikke punktlige.

Kl. 09 søndag morgen skulle vi bestige et lille bjerg og gerne afsted før solen stod for højt. Kl. 09 var mine tænder børstet, håret sat og tasken pakket så jeg gik ind til mine forældre, der sov. 

Godt og vel kl. 10.20 var vi ude af døren.

Solen stod midt på himlen så det lille bjerg havde ingen skyggeside. Det var rigeligt varmt.

Det er måske den nye Nairo Alexander (læs: 2. plads Tour de France 2013) der kom drønende ned ad bjerget?

Hep hey, og med min by Tuluá i baggrunden nåede vi toppen.
Og det var skønt at tonse op af den sidste skråning - det er længe siden at jeg rigtig har bevæget mig.

'amen her er simpelthent så pænt i Colombia.

Min stolte papa, der klarede turen helt til toppen! Det har været ret revolutionerende for dem at have mig boende. Vi har givet håndslag på, at det ikke er sidste gang vi knokler op af et bjerg, og i ugen drikker vi kun vand, og i weekenderne er det juice uden sukker! (Er du ikke stolt, mor?)

Aftenen forinden var vi til Rotaract møde (et fællesskab ligesom Rotary, men for en yngre klasse).
De skulle have ny præsident, og det gik ikke stille hen! Gaver til og fra begge præsidenter, taler fra begge præsidenter, alle i hvidt, stearinlys og fakler blev kastet på et bål og balloner med påskrevede løfter og håb blev sendt til vejrs!

Til ud på natten var der fest med masser af dans. Selvfølgelig kun spanske/sydamerikanske sange, da rytmerne i de engelske sange er helt forkerte. Hold da op hvor damerne heromkring kan svinge deres hofter, imens min bror, Mateo, lærte mig lidt grundtrin :-)