William, Norma og jeg kørte en times tid før solnedgang op mod en lille bjergby; en simpel køretur der blev til en skøn aften.
Vi skulle ikke noget specielt, trillede blot igennem byen og videre ud i bjergene for at køre tilbage mod Tuluá. Det gik ikke så stærkt på den bumlede vej, og jeg tænkte, at spørg jeg ikke, får jeg da slet ikke lov. Og til min overraskelse gav min far grønt lys, for at lade mig sidde omme bag i pick-up-trucken!
Himlen blev farvet rød, orange og rosa imens solen gled ned over bjergene og vi bumlede hen ad grusstien. Aftenen var som oftest dejlig lun og cyklister passerede os på mountainbikes.
Da mørket var faldet på, og vi nærmere os et meget fattigt område, var jeg sikker på at jeg ville blive bedt om at sætte mig ind i bilen. Men min far stod blot ud og forklarede mig om området, og så kunne jeg ellers kigge lige ind i de fattigste huse imens vi trillede forbi.
Både skræmmende og ufatteligt, men fra min dejlige plads bag i pick-up-trucken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar