
Flyet mod Cartagena lettede en tidlig decembermorgen, med kufferterne pakkede til 5 dage i den solbeskinnede kystby. Jeg var last minut hoppet med på en all inclusive ferie med min værtskusine og værtsmoster. Byen ligger ved det Caribiske hav og er endnu varmere end min varme hverdag i Tuluá!

På stranden lige foran hotellet kunne man knap sidde to minutter i fred, før en ny sælger ville lave fletninger, give fodmassage eller sælge store fjollede hatte. Også ture på vandscootere! Min kusine Camilla skreg nogenlunde hele turen. Speederen kom i bund og udsigten til den smukke lange kyst var vidunderlig ude fra det åbne vand!

Et par store sko og i baggrunden Castillo San Felipe. Og jo, jeg købte en af de store fjollede hatte.. men jeg var på vej til en slem rød farve.

Vi var på en Chiva Rumba om aftenen. En slags åben bus, der kører rundt med høj musik, lidt til tørsten og en rundtur til byens seværdigheder om natten. Alle busserne stopper ved en plads, hvor jeg bl.a. fik stukket dette søde dovendyr i favnen. Den krammede mig helt vild, og kildede mig i siden. Senere gik turen til en bar og hjem til hotellet. Alle blev venner på bussen - skæg aften :-)

I længden blev det for turistet og ensformigt at ligge ved stranden foran hotellet, så jeg tog en dag på egen hånd i den smukke by. Min kusine og moster mødtes med mig om aftenen. Og sikke en dag!

COL-OM-BIA. Jeg måtte kun tage et billede hvis jeg købte noget.. og da jeg kun købte frugt ved den midterste dame, blev de lettere fornærmet.

Med mit søde Rotary-smile fik jeg lov at komme ind i den gamle katedral, netop som de skulle til at lukke. Så jeg fik lige et øjeblik alene i den flotte katedral.

Guldmuseet havde gratis entré, så jeg tog et smut forbi. Toiletterne var gratis, der var aircondition (og temperaturen i Cartagena er høøj) og så var der søde guldfigurer.

Og bagefter et smut forbi modern art museum hvor jeg trissede rundt. Lige et billede for at bevise hvor kulturel jeg er med kunstmuseumbesøg og diverse!

Jeg besøgte Castillo San Felipe. For mange år siden skulle det holde byen i sikkerhed da flere europæiske lande prøvede at overtage den, som en af de største handelsbyer ved "indgangen til Sydamerika".

For at gå ned i de lange underjordiske tunneler måtte jeg spørge nogle søde turistpar om jeg måtte følges med dem.. Lidt for skræmmende at gå derned alene.. ;-)
Solen havde banket ned hele dagen, så stenene var varme og jeg fandt en åbning med god udsigt. Derfra så jeg solen gå ned og bylysene der brød frem. Det var uden for lukketid, men da ingen havde smidt mig ud, nød jeg stilheden og udsigten.

Cartagenas attraktioner er i en lille bydel, med Castillo San Felipe og gader med smuk arkitektur. Men dette er omringet af hoteller i massevis, hvilket står i stor kontrast.

Vi tog på dagstur, hvor første stop var delfinshow på en lille ø. Jeg fulgtes med to svenske piger jeg mødte på båden. Til min fars ære snakkede vi lidt dansk/svensk om en af pigernes nye kamera, men vi slog hurtigt over til engelsk - det er nu engang nemmere når man forstår hinanden.

Båden der tog os rundt. På øverste dæk var der høj musik, ryste røv konkurrence for ældre damer(?) og for meget larm, da jeg bliver alt for hurtigt søsyg (og er lettere skrækslagen for at være på både). Men nederste dæk havde heldigvis sofaer hvor jeg kunne sove transport-tiden væk.

Så er der serveret! En hel friturestegt fisk, kokos-ris og platano. Platano er en slags stor umoden banan der kan koges eller frituresteges, her er det friturestegt og ligger til højre i billedet :-)


"Havet med de 7 nuancer"

De svenske piger blev og overnattede ved Playa Blanca, så på hjemturen snakkede jeg i stedet med amerikaneren Will bl.a. om hans 16 måneders rejse. Han havde en masse at fortælle! Jeg fik snakket med en masse backpackere i dagene i Cartagena.
Lobbyen. Så godt som alle gæster på hotellet tog et billede foran plastikjuletræet her, så tænkte at vi ikke kunne være det foruden.

Det var nogle varme dage med skiftevis strand og pool, smukke gader, en masse udenlandske bekendtskaber, alt-du-kan-spise-og-drikke-buffet, bagende hede, gamle bygninger, flotte billeder, og til alle tider med Monte Carlo-podcast i høretelefonerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar